Overskrift: Nyt TV væg med fuldt HiFi setup i afblændet dør.
Stemmer: 1
Visninger: 36
Beskrivelse: Vi stod i den situation at vi i vores nye stue gerne ville have blændet en dør af, men ikke permanent. Her fik vi idéen at man kunne bruge døråbningen til at gemme al den "grimme" HiFi (forstærker , appleTV, kabler mm.) som så kunne gemmes inde bagved akustikpaneler og være "usynlige". Før billederne blev taget: Inden der overhovedet er taget billeder af projektet er der gået noget arbejde forud. For det første er døren fjernet, det skete ved at skære sømmene over med en bajonetsav, samtidig er der trukket tomrør i væggene til højtalerkabler som slutter inde bag ved akustikpanelerne og derfor giver illusionen af at højtalerne er trådløse. Herefter er der forskallet op i døråbningen med 47x100mm reglar og der er ikke sparet på brugen af vinkler. læg mærke til, på billede 2, at forskallingen er sat forskudt så TV'et kan hænge på den ene side, samtidig med at der kan føres kabler imellem forskallingerne. Dette er gjort fordi der på den modsatte side af væggen vil komme falske skabslåger, hvor den nederste låge kan åbnes og hængsler på forskallingen så man altid kan komme til HiFi grejet samt sikre at der bliver tilført luft nok til systemet så hardwaren ikke bliver kvalt. stavene hvor TV mountet skulle sidde blev skåret til og monteringspladen blev sat på. Filten blev ikke skåret fra, men pladen er skruet så hårdt i at der ikke er nogen form for slør i det. Efterfølgende er der målt ud på højden af forstærkeren så akustikpanelerne kunne forkortes. Dette blev gjort med dyksav og som det kan ses sviner det en del. Der blev lagt malertape på panelerne for at beskytte dem mod tryk fra skinnen og for at der ikke kom voldsomme flosser i fineren på panelerne i snittet. Snittet blev efterfølgende slebet let med sandpapir for at fjerne små eventuelle flosser. Panelerne er efterfølgende sat på ved hjælp af krydslaser for at sikre at de hænger i vatter. Efterfølgende blev der malet en linje under akustikpanelerne med sort maling. Begrundelsen for dette er at man ellers vil kunne se den hvide væg og forskallingen bagved imellem lamellerne på panelerne, når systemet samles. Efterfølgende er forskallingen til kassen blevet bygget. Den er bygget af høvlet forskalling på 25x50mm. De er skåret i bredde så de er 4cm kortere end bredden og 2cm lavere end akustikpanelerne der allerede hænger på væggen, da akustikpanelerne er 2cm tykke og forskallingen skal dækkes ind i akustikpaneler på front, top og sider. Efter udskæring var der et par mm. forskel i længden, dette blev der kompenseret for ved at lægge brædderne op af hinanden så de passede præcist i den ene ende, sætte et par tvinger på og så skære meget fint efter den korteste (det var heldigvis også den der passede bedst). Samtidig blev de "høje" stykker til forskallingen skåret ved at sætte en træklods fast på landet af kapsaven så de altid fik samme længde. Herefter er forskallingen samlet til en kasse ved hjælp af 5x50mm og 5x70mm spunskruer. Efterfølgende blev kassen sat fast på væggen ved hjælp af 4 stk 7,5x72mm undersænkede karmskruer. Det hele blev beklædt på de åbne sidder med akustikpanel skåret på mål med dyksaven og skruet fast i forskallingen med små 4x25mm sorte skruer. De øverste stave var problematiske, filten på de forreste paneler måtte skæres til så de kunne ligge ordentligt og samtidig var det besværligt at skubbe et helt panel ind under stavene på væggen og ned bag stavene på fronten. løsningen blev at pille stavene af filten, skrue filten fast og så en efter en, montagelime stavene på toppen af filten. Da panelerne var færdigmonterede blev der skåret små riller i filten så der kunne trækkes ledninger til vores lampe, vores Nintendo Switch, subwoofer og med en hul sav lige under tv monterings pladen blev der lavet hul så der kunne trækkes kabler bagved TV'et, hvorefter alt blev monteret. Kabler blev trukket og selve forstærkeren styres nu via en IR forlænger. Alt i alt giver det et meget clean setup hvor alt ser trådløst eller ledningsfrit ud, men stadig med den høje HiFi kvalitet på lyden og helt og aldeles uden synlige kabler overhovedet.